Storbytyper

Flanøren

Hausmanniseringens udvikling af Paris med nye brede boulevarder og bedre hygiejne gør det populært at promenere eller spadsere rundt i byen. Især mænd fra de mere velstående klasser bruger lang tid på at spadsere omkring både for at slå tiden ihjel ved at iagttage byens pulserende liv og for selv blive set. Det er en måde at iscenesætte sin egen velstand - man demonstrerer på den måde, at man har tid til at nyde at slentre omkring uden at behøve at arbejde.
'Flanør' kalder man denne nye 'elegante dagdriver'. Det er en afledning af verbet 'flanere', som betyder 'at drive eller slentre om'.
Flanøren har en dobbelt rolle. Han er en del af gadens menneskemylder, men har samtidig en intellektuel distance eller blaserthed, som gør ham til en skarp observatør af byens liv. I kraft af denne dobbelthed spiller flanøren en vigtig rolle i litteraturen og kunsten i 1800tallet.
Toulouse-Lautrec kan siges at være en slags flanør. I hvert fald overtager han flanørens dobbelte attitude til det urbane liv. Han deltager i storbylivet, men er samtidig en skarp iagttager, som i sin kunst afdækker storbyens sociale drama og dets aktører.
Til højre optræder flanøren som motiv på en tegning af Lautrec, men på andre værker kan han være tilstede som det implicitte blik på billedets motiv.

Dandyen
Dandyen minder meget om flanøren, men er af engelsk oprindelse. Begge begreber betegner velstillede herrer, som flanerer rundt i byen, men selvom begge typer til dels gør det for at iscenesætte sig selv, er dandyen er i endnu højere grad end flanøren optaget af sit udseende. Dandyen er en laps eller en modeherre, som går op i sit tøj, sit hår og sit udtryk i ekstrem grad. For en dandy kan morgentoilettet tage timer - hele hans eksistens går op i at bære klæder - den mindste detalje skal være på plads.
I La Belle Epoque var denne meget metroseksuelle mand oppe i tiden, og i Paris fandtes et væld af dandy-typer, fx forfatteren Oscar Wilde, som er inkarnationen af en dandy (se billedet).

Bohemen
Boheme er et udtryk, man brugte om kunstnere og arbejdere, der levede på kant med den almindelige moral. Oprindeligt betegnede det omrejsende sigøjnere, som man mente kom fra Bøhmen (La Bohême). I løbet af 1800tallet blev det i stadigt højere grad associeret med kunstnere, forfattere, performere og lignende kreative typer, som selvvalgt eller tvunget af fattigdom undlod at leve op til de almindelige krav om familieliv, karrieredyrkelse og ægteskab. Bohemerne lagde vægt på nydelse, frihed og kunstnerisk udfoldelse i stedet for et fasttømret borgerligt liv.
Meget af bohemekulturen hørte til i miljøet på og omkring Montmartre, hvor f.eks. Toulouse-Lautrec deltog i den eksperimentelle livsførelse. Stoffer, underholdning og løse kærlighedsaffærer var en fast bestanddel af hans eksistens.