Femme fatale

Gustav Klimt
Judith I, 1907

Forestillinger om kvinden

Femme fatale var en figur, der dukkede op i slutningen af det 19. århundredes forestillingsverden som reaktion på tidligere tiders traditionelle kvindesyn.

Historiker Jules Michelet skrev i 1859:

"The man passes from [...] experience to experience, from battle to battle. History goes forth, ever far-reaching, and continually crying to him: Forward!... The woman on the contrary, follows the noble and serene path that nature chants in harmonious cycles [...] She it is who, at twenty, and at thirty, and all her life long, will renew her husband every night, as he returns deadened by his labour."

Størstedelen af århundredet havde man betragtet kvinden som en slags blid helgen, hvis eneste rolle i livet var at hjælpe manden.
Dette kvindesyn var selvfølgelig meget urealistisk og under La Belle Epoque opstod en række modreaktioner:

Feminismen som begreb opstod i Frankrig i 1880'erne. Feministerne kæmpede bl.a. for stemmeret til kvinder. Og så mente de, at kvinden var aseksuel, og at behovet for seksuelt samkvem kun var noget, mænd oplevede.

Leopold Schmutzler
Der Tanz der Salome

En darwinistisk inspireret sexologi satte kvinden ind i en evolutionær tankegang, hvor alt hvad der var feminint, også var svagt og tilbagestående i forhold til alt, hvad der var maskulint.
Særligt kvindelige egenskaber blev betragtet som degenererede og potentielt samfundsundergravendende.
På samme side som det orientalske og evolutionært underudviklede stod kvinden, og på vestens og det modernes side stod manden.
For disse videnskabelige var alt, hvad der var rationelt maskulint, og alt, hvad der hørte følelser og drifter til, var feminint.
Den seksuelle, feminine krop blev set ned på, fordi man frygtede kvindens evne til at forføre manden og lede ham bort fra fornuftens smalle sti - og så frygtede man overførslen af kønssygdomme, der var svære at bekæmpe, som f.eks. syfilis, der var en grum sygdom, der langsomt ødelagde både krop og sind.
Samtidig med at man så ned på det seksuelle og kvindelige, og helt klart fandt det klogest, at holde sig fra det - fascinerede det helt vildt!

Femme fatale figuren var den sensuelle, følelsesdrevne kvinde. Den totale modsætning til madonnaidealet - men samtidig den ultimative mandlige fantasi. Hun blev betragtet som farlig, fordi hun var så indbydende og så utilregnelig.
To eksempler på femmes fatales fandt man i bibelens historier og blev bearbejdet igennem kunsten: Judith og Salome, der begge har noget med afhuggede hoveder.

Henri deToulouse-Lautrec
Femme nue devant sa glace, 1897

Lautrec var dog meget mere nede på jorden i sit forhold til kvinden. Han omgikkes prostituerede og andre letlevende kvinder i sin hverdag, og så dermed også dem i deres. For ham var kvinden ganske vist også fascinerende, men ikke på den fremmedgjorte, mystificerede måde, som hun var det for det bedre borgerskabs videnskabelige.

Lautrec kommer i sin kunst tæt på en anden kvindetype end de to poler, der blev repræsenteret af den tidlige feminisme og den borgerlige videnskab.
Hvordan ville du beskrive hende?