Arbejderklassens provokerende sanger
En af de personer Toulouse-Lautrec ofte gengav i sine værker, var hans gode ven Aristide Bruant (1851-1925). Bruant var fransk kabaretsanger og ejer af kabareten Le Mirliton og en yderst markant personlighed i det parisiske underholdningsliv. Ud over sin karakteristiske sorte, bredskyggede hat og røde halstørklæde blev han kendt for sine satiriske sange og grove sprog - han var ikke bleg for at fornærme og nedværdige sit publikum med tilråb som 'svin' og 'din skiderik'. Publikum tog det dog med et smil. Det var en del af Bruants satiriske og provokerende jargon, der gik igen i hans politiske viser. Her sang han sine proletarsange om de fattiges vilkår i Paris, mens han hånede borgerskabets finkultur.
Aristide Bruant siges at være faderen til den musikgenre, der kaldes chanson réaliste, som blev sunget på de parisiske kabareter og til café-koncerter. Hvor man før havde sunget maleriske chansonsange om kærlighed, handlede Bruants sange om det farlige liv i de parisiske gader og om de prostituerede, gadetyve og forældreløse, der færdedes der. Teksterne var skrevet i hverdagssprog og med slang, som arbejderklassen kunne identificere sig med. Bruants optrædener tiltrak dog også mange småborgerlige intellektuelle, som nød suset ved at føle sig som en del af det farlige liv på gaderne. Ligesom sangene handlede om arbejderklassen og gadelivet, har mange af Bruants sangtitler også taget navn efter de parisiske gader og pladser som for eksempel "À la place Maubert". Prøv at høre den i videoen nedenunder:
Quand ils l'ont couché sur la planche
Elle était tout' blanche;
Mêm' qu 'en l'ensev' lissant
Les croqu' morts disaient qu'la pauv'gosse
Etait claqué l'jour d'sa noce,
Ru' Saint-Vincent
[Da de lagde hende på brættet
hun var helt hvid;
da de begravede hende
sagde bedemændene endda det stakkels barn
døde på sin bryllupsdag
i rue Saint-Vincent]
Ingen kommentarer:
Send en kommentar