Cirkus

Folkelig underholdning

Dristige akrobater, slangemennesker, linedansere, kunstryttere, dressører og deres trænede hunde, domptøren og hans vilde eksotiske dyr og de absurde klovne – hele Paris gik i cirkus på Lautrecs tid. Det var et voldsomt populært massekulturelt fænomen. Cirkus var mere folkeligt end det finkulturelle teater. Både fordi det var billigere, og fordi underholdningen var mere plat og brutal. Der var noget dyrisk over både klovnernes groteske og ofte grove humor og kropskunstnernes fysiske styrke, smidighed og vovemod, som fascinerede alle, også kunstnerne. En række forskellige kunstnere har derfor skildret cirkusartisterne i slutningen af 1800tallet. 

Fx havde Degas i 1879 malet akrobaten og muskelkvinden Miss Lala under udførelse af et halsbrækkende stunt – hvor hun udelukkende vha. et tov mellem tænderne holder sig svævende i luften under cirkuskuplen! 

 Det livsfarlige i nummeret understreges af de lidt sygelige farver og Miss Lalas vilde gestik, hun synes nærmest at fægte i luften efter redning. Kompositionen er avanceret og understreger situationens spænding.

En tilsvarende original komposition findes i Lautrecs maleri fra 1887-88, hvor de mange kurvede linjer understreger fornemmelsen af fart. Lautrecs billede er ligesom Degas’ mere fra Cirkus Fernando, som lå på Montmartre. Lautrec var en flittig cirkusgænger. Men hans cirkusmotiver er langt fra de forestillinger om sjov og ballade, som normalt gør sig gældende om cirkus. Se fx her på billedet af en beriderske fra 1887-88.

Kunstryttersken med de blottede ben sidder tungt på hesten parat til spring i stedet for at balancere elegant. Klovnerne i billedets udkant er heftigt og snapshot-agtigt beskåret. Stemningen er truende, cirkusdirektøren virker farlig og dominerende, som en slaveejer parat med pisken.

Billedet hang i øvrigt over baren på Moulin Rouge – de seksuelle undertoner i billedet og den avancerede komposition havde begejstret cabaretens ejere.

I 1899 under indlæggelsen på et sindssygehospital vender Lautrec tilbage til cirkusmotivet. Han fremstiller et helt album af cirkusbilleder, tegnet efter fantasi og erindring. 

De er kendetegnet ved en sær forfinethed og skildrer et væld af forskellige artister i tragikomiske positurer – som fx den skræmmende hundetæmmer i de komiske pludderbukser, den stakkels fjollede puddelhund på én gang udstyret med fallossymbol og hårsløjfe og den underligt tilfældigt anbragte elefant i hjørnet. Cirkusuniverset er i lige så høj grad som på det tidligere værk en uhyggelig, absurd verden.