Dans

Cancanen og den moderne dans
Cancanen begyndte at tage form i Frankrig i 1830’erne, hvor den dog så en del anderledes ud end den, vi kender i dag. Det var en dans for arbejderklassen, som man dansede i par. Cancanen blev allerede anset som enormt provokerende i dens tidligste form – benspjættene var endnu lave, men den fysiske kontakt, man skulle have med sin dansepartner, blev anset som enormt amoralsk. Fra 1880’erne blev cancanen dog mere udbredt og vandt herefter også popularitet i middel- og overklassen. Her promoverede især La Goulue cancanen som en af de mest berømte cancandanserinder nogensinde. Cancanen blev danset på kabaret- dansesteder som for eksempel Moulin de la Galette og Moulin Rouge. Her havde dansen udviklet sig således, at man dansede i kvadriller bestående af fire personer. Især La Goulue var med til at udvikle dansen i en endnu mere erotisk og provokerende retning, som i sin mest ekstreme form kaldes for ’chahut’. Dansen startede mere eller mindre stille ud med let løftede skørter og erotisk kropssprog og blev derefter vildere og vildere. La Goulue var kendt for sin finale, hvor hun blottede sin bagdel og et hjerte, hun selv havde broderet på sine underbukser. Ellers kunne dansen også afsluttes med en spagat, hvilket ligeledes blev opfattet som enormt sensuelt. Hele dansens fokus på de mere intime kropsdele blev af nogen opfattet som moralsk anstødeligt og endte ud i, at Père la Pudeur i 1890’erne blev ansat til at holde øje med Montmartres cancandansere. Pudeur skulle holde øje med, at danserne dækkede deres intime dele til med strømper og underklæder, men La Goulue var dog kendt for at ”glemme” sine underbukser på særligt festlige dage. På bordellerne var det mere almindeligt at se cancandansen udført helt uden undertøj.

Toulouse-Lautrec: Dressage des nouvelles, par Valentin le Désossé, 1890

En mere moderne form for dans blev repræsenteret af den amerikanske Loie Fuller, der tog til Frankrig og slog sig ned, hvor hun blev venner med betydelige personer som Toulouse-Lautrec og Jules Chéret. Fuller udviklede en særlig dans med fokus på improvisation og bevægelse. På scenen blev hendes dans opført i hvide silkekostumer, der blev oplyst af flerfarvede lysprojektører. I videoen nedenunder ses Fullers ”serpentine dans” opført i et klip fra 1896. Stillbillederne er sidenhen blevet farvet enkeltvis, hvilket måske giver en idé om, hvordan klæderne i virkeligheden blev oplyst af det forskelligfarvede lys: