Paris' byplanmæssige forandringer i årene 1853-1870
Under Toulouse-Lautrecs levetid gennemgik Paris store byplanmæssige forandringer. Før år 1853 var Paris omgivet af en toldmur, hvor alt gods blev tillagt afgifter for at komme ind i byen. Med et hastigt voksende befolkningstal betød det, at byggerierne i byen blev tættere og tættere, mens husene blev bygget højere for at løse pladsmanglen. Befolkningstætheden steg meget, og denne overbefolkning kombineret med dårlig vandforsyning og dårlige hygiejniske forhold betød, at der udbrød koleraepidemier. Byens leveforhold var derfor mildest talt dårlige, da Napoleon 3. kom til magten.
Februarrevolutionen i 1848 førte til det franske kongedømmes fald og indførelsen af republikken. Her blev Louis Napoléon Bonaparte valgt som præsident, men efter et statskup indsatte han sig selv som kejser i 1852 under navnet Napoleon 3. De dårlige bymæssige forhold fik Napoleon 3. til at sætte Georges Eugéne Haussmann til at transformere Paris til en moderne storby. Dette skete på kun 17 år fra årene 1853-1870 og kaldes haussmanniseringen. Udover at løse de sanitære og 
trafikale problemer i byen, var der også et politisk aspekt, der havde stor indflydelse på byplanlægningen. Under de revolutionære opstande i Frankrig havde de civile brugt de snævre gader til at barrikadere sig. For at sikre Napoleons kontrol over byen, byggedes der store, brede boulevarder, der blandt andet skulle kontrollere disse opstande. Desuden satte de åbne, store veje et nyt bymæssigt ideal. Haussmann nedrev mange fattige kvarterer og opførte i stedet store rækker af ensartede boligblokke med aristokratiske facader. De store pladser skulle givet individet en følelse af at være afmægtig, og således blev Paris bygget efter aristokratisk æstetik. Hvor de sociale klasser før haussmanniseringen havde boet side om side, blev arbejderklassen nu tvunget ud af byen grundet de store huslejestigninger efter byomlægningen. Dette gav mange en følelse af, at deres gamle Paris var væk for altid og fremprovokerede en følelse af fremmedgjorthed overfor deres by.
trafikale problemer i byen, var der også et politisk aspekt, der havde stor indflydelse på byplanlægningen. Under de revolutionære opstande i Frankrig havde de civile brugt de snævre gader til at barrikadere sig. For at sikre Napoleons kontrol over byen, byggedes der store, brede boulevarder, der blandt andet skulle kontrollere disse opstande. Desuden satte de åbne, store veje et nyt bymæssigt ideal. Haussmann nedrev mange fattige kvarterer og opførte i stedet store rækker af ensartede boligblokke med aristokratiske facader. De store pladser skulle givet individet en følelse af at være afmægtig, og således blev Paris bygget efter aristokratisk æstetik. Hvor de sociale klasser før haussmanniseringen havde boet side om side, blev arbejderklassen nu tvunget ud af byen grundet de store huslejestigninger efter byomlægningen. Dette gav mange en følelse af, at deres gamle Paris var væk for altid og fremprovokerede en følelse af fremmedgjorthed overfor deres by.
Haussmanniseringen førte dog først og fremmest også til forbedringen af de sanitære forhold - der blev for eksempel anlagt nye vand- og kloaksystemer. Man byggede nye veje, broer, parker og åbne pladser, der fik cafeer til at skyde op overalt i bylivet, og den nye interesse for det offentlige rum kombineret med nye varehuse var også grundlaget for en ny forbruger- og massekultur i Paris.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar