Moulin Rouge

Forlystelsesstedet

Moulin Rouge var et underholdningsetablissement, som åbnedes i 1889 af Charles Zidler og Joseph Oller. Det blev lynhurtigt en kæmpe succes.

Stedets dekoration var overdådig. I haven stod en enorm elefantskulptur, et levn fra verdensudstillingen i 1889, og facaden var udsmykket med en stor rød mølle, en reference til Montmartres længst forsvundne, landlige idyl og det gamle it-sted, danseetablissementet Moulin de la Galette, som faktisk engang havde fungeret som mølle.

Dansesalen var velproportioneret og fordobledes af et spejl langs hele den ene væg. Gaslys fordeltes fra kupler og lysekroner, og langs hele salen fandtes et hævet galleri til orkestret. Dansegulvet var omkredset af en promenadegang, hvor der var opstillet borde, så gæsterne kunne betragte de optrædende.Over baren hang et cirkusmaleri af Toulouse-Lautrec.

Den raffinerede indretning tiltrak et elegant publikum, især borgerskabet, kunstnere og forfattere, samt prominente gæster som fx Prinsen af Wales.

Moulin Rouge var med til at flytte forlystelseslivet væk fra Montmartres højder og ned på grænsen til de mere respektable kvarterer. Det blev mindre folkeligt og uprætensiøst, mere sofistikeret og spektakulært.

Moulin Rouge og Toulouse-Lautrec

Moulin Rouge blev hurtigt Toulouse-Lautrecs nye stamsted. Han kom næsten hver dag og hans navn er nu uløseligt bundet til stedet. Især fordi plakaten, der for alvor gjorde ham berømt, er en reklame for Moulin Rouge, og fordi mange af hans gennemgående modeller var ansatte her, fx La Goulue, Jane Avril og den kvindelige klovn, Cha-u-kao.

Provokerende dans og alverdens underholdning

Moulin Rouge tilbød en række optrædener: især var stedet berømt for Le Chahut, en dans der udfordrede al borgerlig orden og anstændighed. Danserinderne lod kjolen hvirvle op og svingede benene højt op i luften, så de blottede deres undertøj og lægge. Ofte dansede fire piger sammen i det, man kaldte ’naturalistisk kvadrille’ med henvisning til dansens utilslørede seksuelle bevægelser. Dansen udførtes under vild larm, danserinderne udstødte højlydte skrig, og publikum kom med tilråb, piften, jubel, bifald eller protester.

Jeg har fundet en video fra 1954 fra filmen 'French Cancan' som kan give et indtryk af hvor kaotisk stemningen må have været. Jeg tror selve dansen i filmen er pænere eller i hvert fald mere koreograferet end Chahut-dansene på Lautrecs tid, men alligevel. Spol lidt i det - det er et meget langt klip!

Andre punkter på programmet kunne være musik, morsomme, sentimentale viser, markedsgøgl, akrobatik og meget mere.

Nedturen

Moulin Rouges egentlige storhedstid blev kortvarig. Allerede i midten af 1890’erne skiftede underholdningen karakter og Le Quadrille Naturaliste mistede sin tiltrækningskraft. I stedet forsøgte man sig med revy- og cirkusnumre, operetter og cykelkonkurrencer. Problemet var, at nye forlystelsesetablissementer begyndte at dukke op i andre dele af byen - fx omkring det elegante Champs-Elysee. På samme måde som Moulin Rouge havde stjålet rampelyset fra Moulin de la Galette, blev det nu selv ramt af den skærpede konkurrence i forlystelsesindustrien. Selv Toulouse-Lautrec forlod sit gamle tilholdssted til fordel for de nye områder og en nyfunden interesse for teatrets stjerner.