Èmile Zolas Nana

Den naturalistiske roman

En af de mest betydelige bøger, der udkom i Frankrig i slutningen af 1800-tallet, var Èmile Zolas roman Nana. Det siger lidt om romanens popularitet og hype, at dens oplag på 55.000 kopier blev revet væk på én dag, da den udkom i 1880! Romanen starter med, at hovedpersonen Nana skal have sin debutoptræden i stykket "Den blonde Venus" på Variéte-teatret. Publikum er strømmet til for at se denne Nana, som alle snakker om, men ingen har set. Publikums forventninger til Nana stiger i takt med, at tæppet skal til at falde:

"Der lød en summen af stemmer, og gennem virvaret lød hele tiden de to melodiøse stavelser i navnet Na-na. De mænd, der stillede sig op foran plakaten, stavede det højlydt. Andre udslyngede det i forbigående med en spørgende betoning, mens damerne nysgerrigt og smilende gentog det med en forundret mine. Ingen kendte Nana! Hvor i alverden var hun dumpet ned fra?"

Herfra følger vi Nana, hendes udsvævende liv og mange, mange elskere. Èmile Zola, der skrev romanen, var fransk forfatter og levede fra 1840-1902. Han var en af bannerførerne for naturalismen, der så mennesket som et deterministisk væsen, der var arveligt- og miljøbestemt. Zolas naturalisme kommer blandt andet til udtryk ved hans skildring af individet som et biologisk produkt med nogle bestemte, nedarvede egenskaber indenfor nogle faste, sociale rammer og udviklingen i mødet mellem disse.

Denne naturalisme ses tydeligt i Nana. Her følger vi Nanas sociale opstigning fra prostitueret til skuespillerinde med hendes mange, betydelige elskere som for eksempel grev Muffat, hvis rigdom sikrer hendes luksuriøse livsstil. Men på trods af denne sociale opstigning, lurer der en deterministisk kraft i hende, som er dybt forankret. Dette fornemmer vi allerede, da grev Muffat betragter Nana en af de allerførste gange:

"Han troede på djævelen, og Nana, hvis bryst og hele legeme svulmede af sanselighed, gav ham en dunkel forestilling om selve djævelen. Men han lovede sig selv at være stærk."

Som den blonde Venus også udenfor scenen forfører Nana mændene på stribe, men hun fører dem samtidig ud i deres undergang og forfald. Den dunkle forestilling, som Muffat fornemmer i citatet ovenover, løber løbsk, og Nana bliver mere og mere ødsel, løgnagtig og ond. Alle de mænd, hun er i kontakt med, sygner hen, og hun fører dem til deres totale undergang. Hvor galt det kan gå, må I selv læse jer til. Zolas Nana er i hvert fald meget anbefalelsesværdig og giver et godt tidsbillede af Frankrig i slutningen af 1800-tallet.

Èdouard Manet, Nana, 1877.