Storbytyper

Flanøren

Hausmanniseringens udvikling af Paris med nye brede boulevarder og bedre hygiejne gør det populært at promenere eller spadsere rundt i byen. Især mænd fra de mere velstående klasser bruger lang tid på at spadsere omkring både for at slå tiden ihjel ved at iagttage byens pulserende liv og for selv blive set. Det er en måde at iscenesætte sin egen velstand - man demonstrerer på den måde, at man har tid til at nyde at slentre omkring uden at behøve at arbejde.
'Flanør' kalder man denne nye 'elegante dagdriver'. Det er en afledning af verbet 'flanere', som betyder 'at drive eller slentre om'.
Flanøren har en dobbelt rolle. Han er en del af gadens menneskemylder, men har samtidig en intellektuel distance eller blaserthed, som gør ham til en skarp observatør af byens liv. I kraft af denne dobbelthed spiller flanøren en vigtig rolle i litteraturen og kunsten i 1800tallet.
Toulouse-Lautrec kan siges at være en slags flanør. I hvert fald overtager han flanørens dobbelte attitude til det urbane liv. Han deltager i storbylivet, men er samtidig en skarp iagttager, som i sin kunst afdækker storbyens sociale drama og dets aktører.
Til højre optræder flanøren som motiv på en tegning af Lautrec, men på andre værker kan han være tilstede som det implicitte blik på billedets motiv.

Dandyen
Dandyen minder meget om flanøren, men er af engelsk oprindelse. Begge begreber betegner velstillede herrer, som flanerer rundt i byen, men selvom begge typer til dels gør det for at iscenesætte sig selv, er dandyen er i endnu højere grad end flanøren optaget af sit udseende. Dandyen er en laps eller en modeherre, som går op i sit tøj, sit hår og sit udtryk i ekstrem grad. For en dandy kan morgentoilettet tage timer - hele hans eksistens går op i at bære klæder - den mindste detalje skal være på plads.
I La Belle Epoque var denne meget metroseksuelle mand oppe i tiden, og i Paris fandtes et væld af dandy-typer, fx forfatteren Oscar Wilde, som er inkarnationen af en dandy (se billedet).

Bohemen
Boheme er et udtryk, man brugte om kunstnere og arbejdere, der levede på kant med den almindelige moral. Oprindeligt betegnede det omrejsende sigøjnere, som man mente kom fra Bøhmen (La Bohême). I løbet af 1800tallet blev det i stadigt højere grad associeret med kunstnere, forfattere, performere og lignende kreative typer, som selvvalgt eller tvunget af fattigdom undlod at leve op til de almindelige krav om familieliv, karrieredyrkelse og ægteskab. Bohemerne lagde vægt på nydelse, frihed og kunstnerisk udfoldelse i stedet for et fasttømret borgerligt liv.
Meget af bohemekulturen hørte til i miljøet på og omkring Montmartre, hvor f.eks. Toulouse-Lautrec deltog i den eksperimentelle livsførelse. Stoffer, underholdning og løse kærlighedsaffærer var en fast bestanddel af hans eksistens.

Homoseksualitet

En leg med identitet og seksualitet

Miljøet omkring Montmartre blev et sted, hvor man kunne lege med iscenesættelse og identitet. Dette kom til udtryk i mange tvetydige iscenesættelser, som for eksempel kvinder der førte sig frem med en maskulin udstråling og i mandeklæder, men især også en afsøgning og leg med køns- og seksualitetsgrænserne. Der gik mange rygter om Montmartres berømte performeres seksualitet. For eksempel sagde man, at den kvindelig klovn Cha-U-Kao var lesbisk. Ligeledes knyttedes der rygter om lesbiske affærer til Jane Avril og La Goulue, og især May Milton blev berygtet for at være i et åbenlyst lesbisk forhold med den irske sanger May Belfort. Kunstscenen blev netop et sted, hvor man kunne rykke ved de gængse normer og dermed artikulere nye grænser indenfor identitet, køn og seksualitet.

Toulouse-Lautrec har især afbilledet kvinder i intime situationer med andre kvinder. Han synes dog kun at interessere sig for kvindelige homoseksuelle og afbillede faktisk slet ikke mænd i seksuelle situationer. Det kan have noget at gøre med den gængse holdning selv hos de kunstneriske sjæle i Montmartre. Hvor den kvindelige homoseksualitet nu blev anset som noget nyt, spændende og grænsesøgende, der hørte til den dekadente subkultur, ansås mænds homoseksualitet stadig som en trussel mod nationens virilitet og var derfor sjældent et emne, der blev taget op.

Noget, der var unikt ved de Toulouse-Lautrec værker, der afbilleder kvinder i intime situationer med hinanden, er, at de ikke synes at moralisere. Nedenfor ses nogle eksempler på Toulouse-Lautrecs billeder. Er du enig i, at billederne ikke moraliserer? Hvilket indtryk kan billederne siges at give af homoseksualitet?

Det syge menneske

Nervøse lidelser, rystelser og alkoholisme
I det 19. århundrede var svage nerver en meget populær diagnose. Den kunne dække over alt fra epilepsi til dårligt humør og bundede i en forestilling om, at kroppens vitale organer var afhængige af kraftfulde nerver - hvis man så fejlede noget, som var svært at diagnosticere, var det nok noget med nerverne.

Neurastheni
en nervesygdom, der blev navngivet af lægen George Miller Beard omkring 1869. Symptomerne var træthed, hovedpine, depression, nervøsitet og smerter i nerverne.
Den danske læge Knud Pontoppidan mente, at sygdommen skyldtes den moderne livsform og storbyens påvirkning af mennesket. Den mest populære behandlingsform var hvile.
Man kan sige, at neurasthenien lidt svarer til vore dages stress.

Hysteri

  André Brouillet
Un Leçon Clinique à la Salpêtrière
1887
motiv: Nervespecialisten Charcot fremviser et hysterisk tilfælde 

En særlig variation af de nervøse lidelser var hysteri. Dette problem ramte udelukkende kvinder og skyldtes problemer med livmoderen og kvindens generelle svagelighed. Symptomerne var mere eller mindre de samme som ved neurastheni, men kunne også vise sig ved mange andre mistænkeligheder såsom voldsomme følelsesudbrud, rystelser og lammelser.
Man behandlede ved at stimulere patientens genitalia, med hvile eller ved simpelthen at fjerne det drilske organ, der var årsag til så mange problemer.

Henri de Toulouse-Lautrec
La danseuse de corde
1899

Delirium Tremens
Lautrec havde sit eget sammenstød med psykiatrien, da hans familie i 1899 fik ham tvangsindlagt på Dr. Semelaignés nerveklinik i Neuilly. Indlæggelsen skyldtes et anfald af delirium tremens, der kom af Lautrecs ret store alkoholindtag og viste sig ved hallucinationer og paranoia, der også godt kunne skyldes sygdommen syfilis.
Lautrec brød sig meget lidt om at være indlagt, frataget sin frihed og sin elskede alkohol, og han gjorde, hvad han kunne for at komme ud igen hurtigtst muligt.
Han havde ikke held med at appelere til sin familie, men ved at producere en mængde kunstværker, der især forestillede scener fra cirkus, markerede han, at han havde både sine evner til at tegne og tænke i behold, og med sin kunst genvandt han friheden.

Iscenesættelse

En leg med identitet

Miljøet omkring Montmartre blev et sted, hvor folk frit kunne udforske grænser og eksperimentere med køn, identitet og seksualitet. Denne leg med grænser blev både udforsket til hverdag, men også til større begivenheder som maskeballer på Moulin Rouge, hvor man klædte sig ud og blev en anden. Toulouse Lautrec legede også med denne iscenesættelse. For eksempel havde han klædt sig ud som messedreng til Moulin Rouges ”mystiske bal” i 1891 og med fjerboa og hat til transvestitballet året efter. Han iscenesatte også sig selv i sin kunst - både i karikerede selvportrætter og i fotografier. Ved denne iscenesættelse opløste han sin egen identitets grænser og fremførte sig i stedet som en kulturel omskiftelig karakter. Identitet blev altså både noget, der opløstes, men også noget, der åbnede nye muligheder for leg med identitet.

Her i indlægget er nogle eksempler på Toulouse-Lautrecs selviscenesættende billeder.