Salomé af Oscar Wilde

Anmeldelse af en tragedie

Henri de Toulouse-Lautrec
Oscar Wilde, 1895

Salomé er et drama i én agt skrevet af Oscar Wilde i 1891. Det er bygget over en historie fra Det Nye Testamente. Myten går på, at Salome, datter af Herodias og steddatter til Herodes, danser for sin stedfar i bytte for Johannes Døberens hoved.
I den oprindelige historie gør hun det for sin mors skyld, da profeten er imod hendes ægteskab med Herodes. I Wildes stykke er den primære årsag, at Salomé begærer profeten, og han afviser hende.

Bibelreferencer var ikke velsete 1890'erne. I England, hvor Wilde var fra, var det helt forbudt, og derfor skrev han stykket på fransk, og mens han boede i Paris. Desværre blandede det engelske kongehus sig alligevel, og stykkets præmiere i Paris blev udskudt. I 1895 blev Wilde fængslet for homoseksuelle tendenser. Stykket blev først opført i 1896.

Jeg har læst værket i en engelsk oversættelse, og jeg kan rigtig godt lide det.  Det er et utroligt smukt skrevet, fuldt af symbolik og stemning.

Henri de Toulouse-Lautrec
Teaterprogram for Wilde's Salomé og  Raphael af Romain Coolus, 1896

"How strange the moon seems! She is like a woman rising from a tomb. She is like a dead woman. One might fancy she was looking for dead things."

Sproget er sælsomt, fuld af gentagelser, meget bibelsk og besværgende. Der drages konstant paraleller mellem Salome og månen. Salomes bleghed og skønhed understreges, og månen feminiseres. Når der allerede i tregediens start hentydes til månens morbiditet, varsles også et grundlæggende tema.

Salome er smuk og tiltrækkende, men også farlig. Igen og igen nævnes det, at mændene i stykket ikke bør se på hende. Men hendes stedfar Herodes gør det alligevel - han kan ikke modstå hendes sensuelle tiltrækningskraft.
Salome på sin side begærer den hellige mand Jokanaan (Johannes Døberen). Hun forsøger at forføre ham og tiltrækkes skiftevis af hans krop, hans hår, hans øjne, hans mund.

  "Let me kiss thy mouth, Jokanaan."

Men hver gang afviser han hende.

"By woman came evil into the world."

Og sådan stadfestes Salomes, månens og selve kvindens rolle som den ultimative skurk i stykket. Men der er nu alligevel en ambivalens til stede. Nok er den onde skæbne hele tiden til stede i lyset af Salomes faretruende skønhed. Men det er Herodes selv, der ser på hende.
Gentagne gange kommer han med tilnærmelser til hende, først vil han have hende til at spise frugt, så til at danse for ham. Herodias beder ham hele tiden om at holde op, og Salome selv siger nej.
Til sidst tilbyder han hende en byttehandel. Hvis hun danser for ham, må hun bede om lige, hvad hun vil.
Så hun danser de syv slørs dans, en afslørende og sensuel agt og beder om Jokanaans hoved på et fad - og kysser det!

"Ah! Thou wouldst not suffer me to kiss thy mouth, Jokanaan. Well, I will kiss it now."

Salomes kærlighed og døden bliver to sider af samme sag. Igennem hele stykket manipulerer hun med de mænd, der ikke kan få nok af at se på hende, og til sidst straffer hun dem alle ved at dræbe den hellige profet.

Lucien Lévy
Salomé, 1896

Herefter fremstår hun for den forfærdede Herodes som et monster, og han kan ikke længere tåle at betragte hende.

"Hide the moon! Hide the stars!
Kill that woman!"

 *     *     *     *     *
Figuren Salome blev med sin drabelige skønhed og manipulerende kvindelighed et symbol på 'den giftige kvinde', femme fatale. 

Datidens læser og tilskuer blev forfærdet og fascineret af dobbeltheden i hendes karakter. Man forsøgte på én gang at tage afstand fra hende, men kunne heller ikke slippe hende. Især scenen, hvor hun kysser det afhuggede hoved (en idé der tilhørte Wilde), vakte forargelse. Det siger noget om datidens seksualmoral og kvindesyn, at publikums  fokus lå på Salomes manipulation og ikke tog nogen særlig højde for omstændighederne og Herodes upassende tiltrækning af hende. Kvinden var per automatik mere skyldig end manden.

Èmile Zolas Nana

Den naturalistiske roman

En af de mest betydelige bøger, der udkom i Frankrig i slutningen af 1800-tallet, var Èmile Zolas roman Nana. Det siger lidt om romanens popularitet og hype, at dens oplag på 55.000 kopier blev revet væk på én dag, da den udkom i 1880! Romanen starter med, at hovedpersonen Nana skal have sin debutoptræden i stykket "Den blonde Venus" på Variéte-teatret. Publikum er strømmet til for at se denne Nana, som alle snakker om, men ingen har set. Publikums forventninger til Nana stiger i takt med, at tæppet skal til at falde:

"Der lød en summen af stemmer, og gennem virvaret lød hele tiden de to melodiøse stavelser i navnet Na-na. De mænd, der stillede sig op foran plakaten, stavede det højlydt. Andre udslyngede det i forbigående med en spørgende betoning, mens damerne nysgerrigt og smilende gentog det med en forundret mine. Ingen kendte Nana! Hvor i alverden var hun dumpet ned fra?"

Herfra følger vi Nana, hendes udsvævende liv og mange, mange elskere. Èmile Zola, der skrev romanen, var fransk forfatter og levede fra 1840-1902. Han var en af bannerførerne for naturalismen, der så mennesket som et deterministisk væsen, der var arveligt- og miljøbestemt. Zolas naturalisme kommer blandt andet til udtryk ved hans skildring af individet som et biologisk produkt med nogle bestemte, nedarvede egenskaber indenfor nogle faste, sociale rammer og udviklingen i mødet mellem disse.

Denne naturalisme ses tydeligt i Nana. Her følger vi Nanas sociale opstigning fra prostitueret til skuespillerinde med hendes mange, betydelige elskere som for eksempel grev Muffat, hvis rigdom sikrer hendes luksuriøse livsstil. Men på trods af denne sociale opstigning, lurer der en deterministisk kraft i hende, som er dybt forankret. Dette fornemmer vi allerede, da grev Muffat betragter Nana en af de allerførste gange:

"Han troede på djævelen, og Nana, hvis bryst og hele legeme svulmede af sanselighed, gav ham en dunkel forestilling om selve djævelen. Men han lovede sig selv at være stærk."

Som den blonde Venus også udenfor scenen forfører Nana mændene på stribe, men hun fører dem samtidig ud i deres undergang og forfald. Den dunkle forestilling, som Muffat fornemmer i citatet ovenover, løber løbsk, og Nana bliver mere og mere ødsel, løgnagtig og ond. Alle de mænd, hun er i kontakt med, sygner hen, og hun fører dem til deres totale undergang. Hvor galt det kan gå, må I selv læse jer til. Zolas Nana er i hvert fald meget anbefalelsesværdig og giver et godt tidsbillede af Frankrig i slutningen af 1800-tallet.

Èdouard Manet, Nana, 1877.