Yvette Guilbert

Sangerinde og muse
Mod slutningen af Lautrecs tid i Paris var en af de mest inspirerende kvinder i hans liv sangerinden Yvette Guilbert (1867-1944). Hun optrådte ved de såkaldte café-koncerter på steder som Le Concert Parisien og Divan Japonais, hvor Lautrec kom for at se hende, og for at overtale hende til at sidde model for sig.
Det lykkedes da også, og han portrætterede hende mange gange, faktisk lavede han hele to portfolier til hende.
Yvette var dog ikke til sådan lige at begejstre - hun syntes ikke, Lautrecs afbildninger ydede hende retfærdighed.

"Jamen for Guds skyld, gør mig dog ikke så forfærdeligt grim! Bare lidt mindre...! Mange mennesker udstøte vilde skrig hjemme hos mig, da de så det kolorerede udkast... Det er ikke alle, der udelukkende ser den kunstneriske side..." -Yvette Guilbert

Ikke desto mindre var det Lautrecs kunstneriske fascination af cabaretsangerinden, der for alvor gjorde hende berømt.
Lige så meget som Lautrecs billeder var Yvettes karakteristiske stil, når hun optrådte, meget karakteristisk.
Hun stod altid rank og stille på scenen og gestikulerede med armene mens hun sang, og hun bar som regel lange sorte handsker, der var med til at give hende det særligt udtryk, som folk huskede.

"Jeg var så fattig i begyndelsen, at eftersom sorte handsker er økonomiske, valgte jeg sorte handsker. Men så vidt muligt bar jeg dem til lyse klæder og trak dem så langt op, at de overdrev mine armes slankhed og gav mine skuldre og min lange tynde hals' holdning et præg af elegance." -Yvette Guilbert

Fotografier og fortolkninger

I løbet af sit liv oplevede Yvette Guilbert mange spændende ting. Hun rejste til USA, medvirkede i stumfilm, skrev instruktionsbogen i sang L'art de chanter une chanson og var bestyrer af to forskellige pigeskoler.
I 1927 udgav hun selvbiografien La Chanson de ma vie.

Yvette Guilbert synger "The Keys of Heaven"

Jules Chéret

Plakatkunstens fader

De store, illustrerede udendørsplakater begyndte først at dukke op i bybilledet i slutningen af 1800-tallet. Baggrunden for denne udvikling var først og fremmest opfindelsen af litografiet af Aloys Senefelder i 1798, men også industrialiseringen med dens medfølgende urbanisering, der skabte et behov for reklamer og annoncer for den nye masseindustri. Jules Chéret var den første til at spotte denne udvikling og udvikle den nye type farvelitografiske plakater, som vi også ser hos Toulouse-Lautrec. Ikke uden grund kaldes Jules Chéret derfor for den moderne plakats fader.

Jules Chéret levede fra 1836-1932. Han studerede litografiens teknik i London og oprettede sit eget trykkeri i Paris i 1866. Her banede han vejen for den nye interesse for farvelitografien, som også vandt stort indpas i den samtidige kunstscene. Chéret afbillede og lavede reklamer for forlystelseslivet, kabareter, varehuse, parfume, alkohol, kosmetik og lignende. Et af hans yndede motiver var den frisindede kvinde, som derfor kan karakterisere Chéret som fortaler for kvindefrigørelsen. De kvinder, han afbillede, var frie kvinder og sprængte den måde, hvorpå kvinderne ellers var blevet afbilledet på den tid: som enten puritanske eller som prostituerede. Chérets afbillede kvinder var ingen af delene, og dette var så opsigtsvækkende, at man gav kvinderne kælenanvet 'Chérettes'.

La Goulue

Den vilde danserinde

Danserinden Louise Weber fik efter sigende sit kunstnernavn ’La Goulue’ (den grådige) pga. en vane med at drikke slatterne i bunden af cabaretgæsternes glas og for sin glubende appetit på livet generelt. Hun sprudlede af livsglæde og virkede simpel og fordærvet. 

Som danserinde var hun fræk og hæmningsløs, berygtet for at ’glemme’ undertøjet ved særligt festlige udførelser af sin kendingsdans Le Chahut. La Goulue udviklede dansen i en ekstremt provokerende retning og var sammen med dansepartneren Valentin le Désossé (den leddeløse) et effektivt trækplaster for Moulin Rouge.

Da Toulouse-Lautrec frembragte sin berømte gennembrudplakat for Moulin Rouge, var hun 22. Den dramatiske positur skulle gøre dem begge berømte.

Hun findes også på et hav af erotiske fotografier, så hendes seksuelle provokationer var ikke forbeholdt dansen.

La Goulue var født i fattigdom i Alsace og var vaskepige, inden hun først begyndte at stå model for forskellige kunstnere og siden at danse. Hendes dristige bevægelser og erotiske udseende gjorde hende hurtigt populær. Hun skal have haft et langt lesbisk forhold til en kvinde, der hed La Môme Fromage, men der er også teorier, som siger, at La Môme Fromage var hendes søster.
På billedet her ses La Môme Fromage yderst til venstre.

La Goulues højdepunkt og nedtur følger i en skræmmende hurtig rækkefølge. Der er forskellige forklaringer på, hvorfor hun stoppede som danser på Moulin Rouge. Nogle kilder siger, at hun selv ønskede at gå egne veje, nogle at hun blev for tyk, mens andre bare mener, at hendes glansnummer Le Chahut mistede sin popularitet.

I hvert fald købte hun en pavillon på en markedsplads, hvor hun optrådte med maurisk mavedans, en orientalsk danseform, der ligesom alt muligt andet eksotisk, var kommet til Frankrig i forbindelse med verdensudstillingerne og fascinerede tidens publikum. La Goulues version var dog noget utraditionel, da den indeholdt mange høje benspjæt og lignende vovede trin.

Den mauriske dans blev ingen succes, og da hun stadig drak, steg hendes fattigdom. Hun overlevede en tid som pige på et bordel, men døde ludfattig og ensom i 1929.

Her er en video, hvor en ældre, korpulent La Goulue tager et par dansetrin:

Jane Avril

Den forfinede danserinde

Jane Avril (1868-1943) født Jeanne Beaudon var en populær dansekunstner. Som 20-årig dansede hun kvadrille på Moulin Rouge, men senere udviklede hun et solodanseshow og blev endnu mere berømt. Hun havde et meget nært og fortroligt forhold til Toulouse-Lautrec, som måske skyldtes, at de var fælles om at føle sig anderledes. Jane Avril var nemlig ikke prototypen på en cabaretdanserinde. Hun var elegant, forfinet og skrøbelig i modsætning til fx danserinden La Goulue, som havde et meget mere vulgært udtryk. Ligeledes var hun mere kultiveret end mange andre dansere og følte sig godt tilpas i selskab med forfattere og kunstnere som Mallarmé, Verlaine, Paul Fort og Huysmanns.
 

Hun udviklede selv sine koreografier og kostumer, og hendes dans var ekstremt energifyldt – hun fik derfor tilnavnet La Mélinite, navnet på et eksplosivt sprængstof, der minder om dynamit. Toulouse-Lautrecs plakat ovenfor viser hende i gang med dansen, fanget i en bevægelse hun var berømt for, hvor hun løftede det ene ben med hånden og svingede det ud til siden, mens hun snurrede hvirvlende rundt i et stadigt mere hektisk tempo.

Lautrec har også skildret hende som privatperson, bl.a. på billedet her til venstre, hvor hendes skrøbelige og melankolske sind kommer til syne.

Et turbulent liv

Jane Avril havde en svær opvækst og skulle gå meget igennem, inden hun blev danser. Hun var født udenfor ægteskab, hendes mor var kurtisane og havde flere forskellige elskere. Hjemmet var præget af fysisk og psykisk vold og Jane flygtede derfor hjemmefra allerede som 13-årig. Hun fik stillet en hysterisk diagnose og var en overgang indlagt på et hospital. Det var til et kostumebal på hospitalet, hun opdagede sin kærlighed til dans. Efter en omskiftelig ungdom med mange forskellige jobs og kærlighedsaffærer blev hun opdaget af Charles Zidler, som lod hende danse på den nyåbnede Moulin Rouge. Hun optrådte senere med solonumre til café-concerter fx i Jardin de Paris og var både på turnéer i den franske provins og i England og USA.

Jane hos Lautrec

Jane Avril optræder på et utal af Lautrecs billeder og plakater, også når motivet ikke umiddelbart har noget med hende at gøre. Fx kan hendes silhuet findes blandt tilskuerne på Moulin Rouge-plakaten. Hun er let at genkende på sin slanke skikkelse, det røde hår og den store hat. 

Aristide Bruant

Arbejderklassens provokerende sanger

En af de personer Toulouse-Lautrec ofte gengav i sine værker, var hans gode ven Aristide Bruant (1851-1925). Bruant var fransk kabaretsanger og ejer af kabareten Le Mirliton og en yderst markant personlighed i det parisiske underholdningsliv. Ud over sin karakteristiske sorte, bredskyggede hat og røde halstørklæde blev han kendt for sine satiriske sange og grove sprog - han var ikke bleg for at fornærme og nedværdige sit publikum med tilråb som 'svin' og 'din skiderik'. Publikum tog det dog med et smil. Det var en del af Bruants satiriske og provokerende jargon, der gik igen i hans politiske viser. Her sang han sine proletarsange om de fattiges vilkår i Paris, mens han hånede borgerskabets finkultur.

Aristide Bruant siges at være faderen til den musikgenre, der kaldes chanson réaliste, som blev sunget på de parisiske kabareter og til café-koncerter. Hvor man før havde sunget maleriske chansonsange om kærlighed, handlede Bruants sange om det farlige liv i de parisiske gader og om de prostituerede, gadetyve og forældreløse, der færdedes der. Teksterne var skrevet i hverdagssprog og med slang, som arbejderklassen kunne identificere sig med. Bruants optrædener tiltrak dog også mange småborgerlige intellektuelle, som nød suset ved at føle sig som en del af det farlige liv på gaderne. Ligesom sangene handlede om arbejderklassen og gadelivet, har mange af Bruants sangtitler også taget navn efter de parisiske gader og pladser som for eksempel "À la place Maubert". Prøv at høre den i videoen nedenunder:

Bruant sang altså for de fattiges vilkår og om deres hårde liv. Dette ses også i teksten til sangen "Rose blanche", som handler om en prostitueret, der bliver slået ihjel af sin alfons og elsker, fordi hun ikke vil trække på gaderne for ham:

Quand ils l'ont couché sur la planche
Elle était tout' blanche;
Mêm' qu 'en l'ensev' lissant
Les croqu' morts disaient qu'la pauv'gosse
Etait claqué l'jour d'sa noce,
Ru' Saint-Vincent


[Da de lagde hende på brættet
hun var helt hvid;
da de begravede hende
sagde bedemændene endda det stakkels barn
døde på sin bryllupsdag
i rue Saint-Vincent]