Homoseksualitet

En leg med identitet og seksualitet

Miljøet omkring Montmartre blev et sted, hvor man kunne lege med iscenesættelse og identitet. Dette kom til udtryk i mange tvetydige iscenesættelser, som for eksempel kvinder der førte sig frem med en maskulin udstråling og i mandeklæder, men især også en afsøgning og leg med køns- og seksualitetsgrænserne. Der gik mange rygter om Montmartres berømte performeres seksualitet. For eksempel sagde man, at den kvindelig klovn Cha-U-Kao var lesbisk. Ligeledes knyttedes der rygter om lesbiske affærer til Jane Avril og La Goulue, og især May Milton blev berygtet for at være i et åbenlyst lesbisk forhold med den irske sanger May Belfort. Kunstscenen blev netop et sted, hvor man kunne rykke ved de gængse normer og dermed artikulere nye grænser indenfor identitet, køn og seksualitet.

Toulouse-Lautrec har især afbilledet kvinder i intime situationer med andre kvinder. Han synes dog kun at interessere sig for kvindelige homoseksuelle og afbillede faktisk slet ikke mænd i seksuelle situationer. Det kan have noget at gøre med den gængse holdning selv hos de kunstneriske sjæle i Montmartre. Hvor den kvindelige homoseksualitet nu blev anset som noget nyt, spændende og grænsesøgende, der hørte til den dekadente subkultur, ansås mænds homoseksualitet stadig som en trussel mod nationens virilitet og var derfor sjældent et emne, der blev taget op.

Noget, der var unikt ved de Toulouse-Lautrec værker, der afbilleder kvinder i intime situationer med hinanden, er, at de ikke synes at moralisere. Nedenfor ses nogle eksempler på Toulouse-Lautrecs billeder. Er du enig i, at billederne ikke moraliserer? Hvilket indtryk kan billederne siges at give af homoseksualitet?

Femme fatale

Gustav Klimt
Judith I, 1907

Forestillinger om kvinden

Femme fatale var en figur, der dukkede op i slutningen af det 19. århundredes forestillingsverden som reaktion på tidligere tiders traditionelle kvindesyn.

Historiker Jules Michelet skrev i 1859:

"The man passes from [...] experience to experience, from battle to battle. History goes forth, ever far-reaching, and continually crying to him: Forward!... The woman on the contrary, follows the noble and serene path that nature chants in harmonious cycles [...] She it is who, at twenty, and at thirty, and all her life long, will renew her husband every night, as he returns deadened by his labour."

Størstedelen af århundredet havde man betragtet kvinden som en slags blid helgen, hvis eneste rolle i livet var at hjælpe manden.
Dette kvindesyn var selvfølgelig meget urealistisk og under La Belle Epoque opstod en række modreaktioner:

Feminismen som begreb opstod i Frankrig i 1880'erne. Feministerne kæmpede bl.a. for stemmeret til kvinder. Og så mente de, at kvinden var aseksuel, og at behovet for seksuelt samkvem kun var noget, mænd oplevede.

Leopold Schmutzler
Der Tanz der Salome

En darwinistisk inspireret sexologi satte kvinden ind i en evolutionær tankegang, hvor alt hvad der var feminint, også var svagt og tilbagestående i forhold til alt, hvad der var maskulint.
Særligt kvindelige egenskaber blev betragtet som degenererede og potentielt samfundsundergravendende.
På samme side som det orientalske og evolutionært underudviklede stod kvinden, og på vestens og det modernes side stod manden.
For disse videnskabelige var alt, hvad der var rationelt maskulint, og alt, hvad der hørte følelser og drifter til, var feminint.
Den seksuelle, feminine krop blev set ned på, fordi man frygtede kvindens evne til at forføre manden og lede ham bort fra fornuftens smalle sti - og så frygtede man overførslen af kønssygdomme, der var svære at bekæmpe, som f.eks. syfilis, der var en grum sygdom, der langsomt ødelagde både krop og sind.
Samtidig med at man så ned på det seksuelle og kvindelige, og helt klart fandt det klogest, at holde sig fra det - fascinerede det helt vildt!

Femme fatale figuren var den sensuelle, følelsesdrevne kvinde. Den totale modsætning til madonnaidealet - men samtidig den ultimative mandlige fantasi. Hun blev betragtet som farlig, fordi hun var så indbydende og så utilregnelig.
To eksempler på femmes fatales fandt man i bibelens historier og blev bearbejdet igennem kunsten: Judith og Salome, der begge har noget med afhuggede hoveder.

Henri deToulouse-Lautrec
Femme nue devant sa glace, 1897

Lautrec var dog meget mere nede på jorden i sit forhold til kvinden. Han omgikkes prostituerede og andre letlevende kvinder i sin hverdag, og så dermed også dem i deres. For ham var kvinden ganske vist også fascinerende, men ikke på den fremmedgjorte, mystificerede måde, som hun var det for det bedre borgerskabs videnskabelige.

Lautrec kommer i sin kunst tæt på en anden kvindetype end de to poler, der blev repræsenteret af den tidlige feminisme og den borgerlige videnskab.
Hvordan ville du beskrive hende?

Prostitution

Pigerne i les maison Closes

Mange af Toulouse-Lautrecs værker skildrer prostituerede i deres liv på bordellet, et meget radikalt motiv i hans samtid. 

Bordellet var ellers en fast bestanddel af de fleste mænds hverdag. Her gjorde ugifte mænd sig erfaringer inden ægteskabet, og ægtemænd kunne finde afveksling fra deres koner. Borgerlige kvinder forventedes at opføre sig ærbart og dydigt, og generelt mente man, at mænd havde en langt større seksualdrift end kvinder, og derfor måtte de have et sted, hvor de kunne få tilfredsstillet deres lyster.  

Men selvom bordellerne blev betragtet som en nødvendig institution, syntes man, at prostitution var moralsk forkasteligt og forsøgte så vidt muligt at gemme det af vejen. Fra 1836 havde man et sædelighedspoliti, som holdt opsyn med bordellerne. Pigerne skulle lade sig registrere og gå til jævnlige lægetjek, så udbredelsen af kønssygdomme kunne mindskes. Der var også regler om, at skodderne i bordellerne altid skulle være lukkede, og bordellerne omtaltes simpelthen som ’les maisons closes’ – de lukkede huse.

Ovenfor ses et billede, som Lautrec malede i 1894: "Salonen i Rue du Moulin". De letpåklædte piger venter på deres kunder i en stor salon indrettet med bløde sofaer og varme farver, som skal skabe en intim atmosfære. 

Bordeller fandtes i alle prisklasser. De finere steder var værelserne indrettet i forskellige stilarter – mange var eksotisk inspirerede, og man kunne fx besøge det arabiske, japanske eller indiske værelse. Nogle steder havde man også vildere effekter – senge der kunne vippe, så man kunne forestille sig, at man sejlede på havet og torturkamre for dem med mere hardcore lyster.

De prostituerede var især piger fra arbejderklassen, som var tvunget ind i miljøet for at overleve. De blev styret med hård hånd af bordellets ejer, som ofte selv havde arbejdet sig op inden for bordelverdenen.
Livet på bordellet var monotont. Pigerne sov længe og tilbragte eftermiddagen med lette aktiviteter som samtale, sang, klaverspil, håndarbejde og læsning. Efter tidlig aftensmad lagde de makeup, satte hår og gjorde sig klar til at modtage kunder. 

Pigerne var underlagt streng disciplin, havde faste spisetider, skulle holde sig rene og pæne og delte desuden soveværelser, da bordellerne ofte var meget tæt beboede. På den måde opstod der ofte meget tætte, under tiden lesbiske forhold.

Toulouse-Lautrec havde et særligt forhold til bordellerne og en fortrolighed med pigerne, som gav ham adgang til at tegne dem i meget intime situationer.

Hans portrætter af de prostituerede giver et usminket og troværdigt billede af deres hverdag. Man ser dem aldrig i egentlig udøvelse af deres arbejde, men ofte før eller efter akten. 

Pigerne er simpelthen fremstillet som mennesker; der er hverken idyllisering eller fordømmelse.

Et album med portrætter fra bordellet kaldte han Elles – det er fransk for et feminint ’de’. Albummet vakte forargelse, ikke mindst fordi Lautrec med titlen syntes at sætte lighedstegn mellem de prostituerede og alle andre kvinder (også borgerskabets!).

 

Hvad synes I om billederne? Hvilket indtryk synes I, de giver af livet på bordellerne?