Salomé af Oscar Wilde

Anmeldelse af en tragedie

Henri de Toulouse-Lautrec
Oscar Wilde, 1895

Salomé er et drama i én agt skrevet af Oscar Wilde i 1891. Det er bygget over en historie fra Det Nye Testamente. Myten går på, at Salome, datter af Herodias og steddatter til Herodes, danser for sin stedfar i bytte for Johannes Døberens hoved.
I den oprindelige historie gør hun det for sin mors skyld, da profeten er imod hendes ægteskab med Herodes. I Wildes stykke er den primære årsag, at Salomé begærer profeten, og han afviser hende.

Bibelreferencer var ikke velsete 1890'erne. I England, hvor Wilde var fra, var det helt forbudt, og derfor skrev han stykket på fransk, og mens han boede i Paris. Desværre blandede det engelske kongehus sig alligevel, og stykkets præmiere i Paris blev udskudt. I 1895 blev Wilde fængslet for homoseksuelle tendenser. Stykket blev først opført i 1896.

Jeg har læst værket i en engelsk oversættelse, og jeg kan rigtig godt lide det.  Det er et utroligt smukt skrevet, fuldt af symbolik og stemning.

Henri de Toulouse-Lautrec
Teaterprogram for Wilde's Salomé og  Raphael af Romain Coolus, 1896

"How strange the moon seems! She is like a woman rising from a tomb. She is like a dead woman. One might fancy she was looking for dead things."

Sproget er sælsomt, fuld af gentagelser, meget bibelsk og besværgende. Der drages konstant paraleller mellem Salome og månen. Salomes bleghed og skønhed understreges, og månen feminiseres. Når der allerede i tregediens start hentydes til månens morbiditet, varsles også et grundlæggende tema.

Salome er smuk og tiltrækkende, men også farlig. Igen og igen nævnes det, at mændene i stykket ikke bør se på hende. Men hendes stedfar Herodes gør det alligevel - han kan ikke modstå hendes sensuelle tiltrækningskraft.
Salome på sin side begærer den hellige mand Jokanaan (Johannes Døberen). Hun forsøger at forføre ham og tiltrækkes skiftevis af hans krop, hans hår, hans øjne, hans mund.

  "Let me kiss thy mouth, Jokanaan."

Men hver gang afviser han hende.

"By woman came evil into the world."

Og sådan stadfestes Salomes, månens og selve kvindens rolle som den ultimative skurk i stykket. Men der er nu alligevel en ambivalens til stede. Nok er den onde skæbne hele tiden til stede i lyset af Salomes faretruende skønhed. Men det er Herodes selv, der ser på hende.
Gentagne gange kommer han med tilnærmelser til hende, først vil han have hende til at spise frugt, så til at danse for ham. Herodias beder ham hele tiden om at holde op, og Salome selv siger nej.
Til sidst tilbyder han hende en byttehandel. Hvis hun danser for ham, må hun bede om lige, hvad hun vil.
Så hun danser de syv slørs dans, en afslørende og sensuel agt og beder om Jokanaans hoved på et fad - og kysser det!

"Ah! Thou wouldst not suffer me to kiss thy mouth, Jokanaan. Well, I will kiss it now."

Salomes kærlighed og døden bliver to sider af samme sag. Igennem hele stykket manipulerer hun med de mænd, der ikke kan få nok af at se på hende, og til sidst straffer hun dem alle ved at dræbe den hellige profet.

Lucien Lévy
Salomé, 1896

Herefter fremstår hun for den forfærdede Herodes som et monster, og han kan ikke længere tåle at betragte hende.

"Hide the moon! Hide the stars!
Kill that woman!"

 *     *     *     *     *
Figuren Salome blev med sin drabelige skønhed og manipulerende kvindelighed et symbol på 'den giftige kvinde', femme fatale. 

Datidens læser og tilskuer blev forfærdet og fascineret af dobbeltheden i hendes karakter. Man forsøgte på én gang at tage afstand fra hende, men kunne heller ikke slippe hende. Især scenen, hvor hun kysser det afhuggede hoved (en idé der tilhørte Wilde), vakte forargelse. Det siger noget om datidens seksualmoral og kvindesyn, at publikums  fokus lå på Salomes manipulation og ikke tog nogen særlig højde for omstændighederne og Herodes upassende tiltrækning af hende. Kvinden var per automatik mere skyldig end manden.

Det syge menneske

Nervøse lidelser, rystelser og alkoholisme
I det 19. århundrede var svage nerver en meget populær diagnose. Den kunne dække over alt fra epilepsi til dårligt humør og bundede i en forestilling om, at kroppens vitale organer var afhængige af kraftfulde nerver - hvis man så fejlede noget, som var svært at diagnosticere, var det nok noget med nerverne.

Neurastheni
en nervesygdom, der blev navngivet af lægen George Miller Beard omkring 1869. Symptomerne var træthed, hovedpine, depression, nervøsitet og smerter i nerverne.
Den danske læge Knud Pontoppidan mente, at sygdommen skyldtes den moderne livsform og storbyens påvirkning af mennesket. Den mest populære behandlingsform var hvile.
Man kan sige, at neurasthenien lidt svarer til vore dages stress.

Hysteri

  André Brouillet
Un Leçon Clinique à la Salpêtrière
1887
motiv: Nervespecialisten Charcot fremviser et hysterisk tilfælde 

En særlig variation af de nervøse lidelser var hysteri. Dette problem ramte udelukkende kvinder og skyldtes problemer med livmoderen og kvindens generelle svagelighed. Symptomerne var mere eller mindre de samme som ved neurastheni, men kunne også vise sig ved mange andre mistænkeligheder såsom voldsomme følelsesudbrud, rystelser og lammelser.
Man behandlede ved at stimulere patientens genitalia, med hvile eller ved simpelthen at fjerne det drilske organ, der var årsag til så mange problemer.

Henri de Toulouse-Lautrec
La danseuse de corde
1899

Delirium Tremens
Lautrec havde sit eget sammenstød med psykiatrien, da hans familie i 1899 fik ham tvangsindlagt på Dr. Semelaignés nerveklinik i Neuilly. Indlæggelsen skyldtes et anfald af delirium tremens, der kom af Lautrecs ret store alkoholindtag og viste sig ved hallucinationer og paranoia, der også godt kunne skyldes sygdommen syfilis.
Lautrec brød sig meget lidt om at være indlagt, frataget sin frihed og sin elskede alkohol, og han gjorde, hvad han kunne for at komme ud igen hurtigtst muligt.
Han havde ikke held med at appelere til sin familie, men ved at producere en mængde kunstværker, der især forestillede scener fra cirkus, markerede han, at han havde både sine evner til at tegne og tænke i behold, og med sin kunst genvandt han friheden.